|
Rønnekilde-Barcelona retur 1959 Rejsebrev fra Illemann Christiansen, Rønnekilde, der benytter 10 dages orlov til en Spaniens-rejse. Jørgen Illemann Christiansen (søn af gartner Christiansen, Rønnekilde), der lige har overstået sin læretid i Ø.K. og derefter kommet i "Kongens klæ'r", har fået 10 dages orlov fra soldatertjenesten for at drage på Spaniensrejse. I et rejsebrev til "Folkebladet" fortæller Illemann Christiansen Efter en meget smuk, men anstrengende tur nåede jeg Barcelona - 47 timer efter jeg var rejst fra Danmark. Turen er gået over Gedser-Grossenrode ned gennem Tyskland, Svejts og Frankrig til Spanien. Spanien virker som en verden for sig - en verden, som blev civiliseret længe før Skandinavien, og hvis kultur var højt udviklet længe før vor. Romerne erobrede den iberiske halvø 3-400 år før Kristi fødsel, og deres herredømme har sat sig tydelige spor overalt, bl.a. i form af broer, enorme vandingsanlæg, de karakteristiske amfiteatre oma. Spanien har også været under arabisk styre, og man finder især í de sydlige dele af landet pladser og moskeer, der stammer fra arabertiden, dvs. for omkring 900 år siden. Man hører da også stadig mange gamle orientalske sange, sunget med en rytme, så man føler sig hensat til et land langt udenfor Europas grænser. Spanien er et livligt og venligt folkefærd, og ingen er utilfredse - de er simpelthen tilfredse med det, de har, og det siger for de fleste vedkommende ikke ret meget. Jeg tror ikke, at man noget sted i Europa finder større elendighed og fattigdom end blandt den spanske befolkning. Det er for en dansker en mærkelig fornemmelse at se invalide mænd og kvinder sidder på hver gadehjørne. De sælger lodsedler, og går man en tur i byen, kan man ikke undgå at høre deres råb "Para hoy, para hoy" Mange af de invalide er også blinde, og det er slemt at være fysisk handicappet i Spanien, for der findes ingen socialhjælp. På mit hotel i Barcelona's centrum har jeg haft en del besvær, når jeg skulle have måltider serveret. Jeg er kommet ud for spanske delikatesser, som jeg med min bedste vilje ikke har kunnet spise en bid af, og ihvertfald skal man ikke bestille noget, som man ikke ved hvad er, for da kan man risikere det værste. Et mærkeligt måltid Jeg bestemte mig en dag for en ret, der hed la pailla. Retten består af ris kogt i olivenolie, med hønsekød og flæsk, snegle, hummer, muslinger, små blæksprutter og evt. små pølser. La pailla krydres med rød peber og hvidløg samt safran, der giver risen en gylden farve. Værsgo' det det er opskriften til afbenyttelse. Til maden drikker man vin. Rød- og hvidvin koster ikke mere end en sodavand i Danmark. Middagen kostede 32 pesetas (ca. 5 kr.) Når en dansker kommer til Spanien, må spise- og sovevaner ændre. Man spiser frokost kl. 14 og middag kl. 21. Midt på dagen, når solen bager værst, holdes her siesta, dvs. man standser arbejdet, går hjem og sover 2-3 timer. Medens temperaturen er højest, er også forretningerne lukkede. Aftenforestillingerne på byens teatre begynder ved 23-tiden. Til tyrefægtning På vejen ned gennem las Rambias, en bred boulevard, der fører fra hvenen til Plaza de Cataluna, kom jeg forbi det sted, hvor der sælges billetter til søndagen store tyrefægtning. Med kæmpestore røde bogstaver får man at vide, at der aldrig før er set seks vildere tyre i Barcelona's store arena. Barcelona har to arena'er, de største har plads til ca 25.000 tilskuere, den ligger på Plaxa Monumental, og en mindre findes på Plaza Espana. Jeg stillede mig i kø og købt en billet til søndag kl. 18 - i skyggesiden! Næste gang skal jeg fortælle om, hvordan en tyrefægtning - Corrida de T'oro - virker på en dansk - turist1 . Jørgen Illemann Christiansen. Til tyrefægtning i Barcelona, Barcelona den 21 juni 1959 Det bliver mere og mere varmt hernede for hver dag, der går. Overalt ser man kvinder med vifter. jeg må hver nat slæbe min seng ud i badeværelset og lade to ventilatorer køre, og ind imellem må man en tur under bruseren. Jeg havde billet til tyrefægtningen og det lykkedes mig at få fat i en ledig taxa, hvad der ellers kan være overordentligt svært her i Barcelona. Chaufføren, der spiser sin madpakke samtidig med at han kører, spørger: "Hvorhen"? og man svarer: "a los toros (til tyrene). Vi holder på Plaza Monumental, lige overfor den store arena, og chaufføren får sine 15%. Langt om længe lykkedes det mig at finde min plads. Det er den tid på eftermiddagen, hvor solen deler arenaen i den sol-og en skyggeside. Billetpriserne er henholdsvis 500-600 pesetas og 25 pesetas. Her på de hårde sten, blankslidte og glohede som i et kæmpemæssigt dampbaderum, er der så tætpakket, at varmen føles uudholdelig. Publikum larmer og skriger de sidste 10 minutter, for at få indledet dagens 6 tyrefægtninger. Med et flænges luften af gjaldende trompetfanfarer. Corridaen kan begynde. En bred port smækkes op for et farverigt, middelalderligt optog, med dagens tre matadorer som fortrop. De er iført smukke, kostbare, guldbroderede dragter. Knæbenklæderne sidder som åleskind, og de har hvide silkestrømper med røde duske under knæleddet, fødderne er stukket i små sorte, flade sko. På hovedet sorte, trekantede hatte. Disse tre torèros marcherer tværs over arenaen i takt til musikken fra orkestret, der sidder på en balkon højt oppe. Bag matadorerne kommer de guldklædte hjælpere med rødgule sjaler, som de anvender til at drille tyrene med i første runde. Efter disse "peoner" følger til hest 4 picadorer med flade hjelme. De holder deres lanser med de runde stålspidser i vejret. Bag dem kommer los banderilleros med spyd i hver hånd. Endelig til sidst kommer tre hesteforspand, der skal trække de dræbte tyre ud efter corridaen, samt staldkarlene i sorte bukser, røde skjorter og røde huer. Publikum råber, skriger og pifter - man vil se tyrefægtning! ikke maskerade! Orkestret blæser påny, tyreportene åbnes. Tyrene kommer stormende ud fra den bælgmørke stald med højt løftet hoved, standser med et ryk, blændet af det kraftige sollys, bremser kurende med bagbenene, så sand og støv hvirvles i vejret. Tyren er ibenholtsort med et hornfang på omkring 150 cm. Musklerne spiller i den enorme krop. Den har forparti som en okse og bagparti som en antilope. Haledusken pisker i arenaens gule sand. To-tre døgn har tyre stået opstaldet ved siden af nervøst stampende heste - to-tre døgn uden æde og vand, hvorved den er tirret og kamplysten. Fem peoner danser imod den med de rødgule sjal. .. viftende, drillende, kredsende om den 500 kg. tunge tyr - som en hvepsefolk, der ikke vil stikke, bare drille. Tyren farer forvirret rundt for at spidde en af disse små letbenede plageånder. Men hver gang brager dens horn ind i træbarrieren. Så træder matadoren ind på arenaen med sit røde sjal og genner sine hjælpere bort. Han vil selv føle sig frem til dyrets kamplyst, og han går mod den, lokker og kalder og snakker med den. Den angriber som et stormvejr, men drøner hornene ind i den bløde dug, som vifter kærtegnende hen over dens ryg. Bragende bifald og råb regner ned mod matadoren, der kaster sjalet, går på knæ for publikum, hilser med ryggen mod tyren, som stum og prustende glor på ham uden at foretage sig det mindste. Matadoren har målt sin tyr - kampen er i gang. Anden runde er picadorens. Hans magre hest, med et tykt metalforet dække over højre flanke, hvorfra tyren skal angribe, med begge øjne blændet af en klap, er bragt i stilling. Picadoren klemmer jernskinner på højr ben og god tilrette, hæver lansen og venter kun på tyrens angreb. Peonerne har lokket dyret på plads - den skal have tilløb. De iler tværs over arenaens sandskive med tyren efter sig, smutter til side, mens tyren stormer mod hesten. De næsten tusind pund kød og blod flyver formelig over sandet og tørner med et øreflængende brag ind i hestens flanke. Tyrens hover er så langt nede mod sandet, at hornene i et ryk ville have sprættet hestens bug op. Nu sidder hornene indfiltret i metaldækkenet. Picadoren har nøje ventet dette sekund, har beregnet, hvornår hans lanse skulle gå i tyrens nakke. Og nu, hvor tyren hæver hest og rytter en kvart meter, støder picadoren med al sin kropsvægt lansen i tyre. Men "legen" på liv og død fortsætter, indtil matadoren til slut med sin klinge giver den nådestødet lige i hjertet. Spanierne jubler! Men skal jeg udtale mig om tyrefægtning under eet, kan jeg kun sige, at det er et ækelt dyrplageri, et dyrplageri, som ingen normal dansker vil synes om. Forbyd tyrefægtning i Spanien er ganske utænkeligt. Det er spaniernes nationalsport. Jeg ved, at der er mange dyrevenner i Danmark, der kræver tyrefægtning i Spanien forbudt, da de påstår, at 75% af tilskuerne er turister. Det er ikke korrekt. Jeg tør garantere for, at 85% af publikum er spanier2 . Jørgen Illemann Christiansen. |